Hvor er de blevet af, de 40 kilo på Ole Thestrups overdådige krop? Noget er galt, og det handler om privatklinikker, udspekulerede slankelæger og overvægtige gennemsnitsdanskere.
Flemming Jensens nye stykke begynder veloplagt som en satirisk komedie, men ved derefter ikke rigtig, om den hellere ville være en farce. Hvilket har betydning for den samlede oplevelse. For forestillingen er ikke helt skarp nok i satiren og ikke helt vild nok i farcen. Måske skal teksten strammes, måske skal tempoet op – måske er begge dele nødvendige, hvis det skal blive rigtig godt.
Hvilket bestemt ikke betyder, at vi ikke morer over det foreliggende resultat. Det gør vi, for Flemming Jensen, der i dette tilfælde lykkeligt har forladt den politisk korrekte humor – det er således ikke regeringens skyld alt sammen – kan jo kunsten at svirpe, så det rammer og er morsomt på samme tid.
Så vi griner skam jævnligt aftenen igennem, når han langer ud efter smarte læger og kommunalt pampervælde, og det gør vi sandelig også af hans egen figur, en elskelig og noget voluminøs madamme, der ikke kan udtale konsonanten k, men siger p i stedet for – ja, Jensen er i dametøj, og forklaringen kommer til sidst.
Inden da har vi boltret os i noget så sjældent på en dansk scene som en krimikomedie. Vi befinder os på et kursted i Frankrig, som den umanerligt entreprenante danske slankelæge dr. Huld har etableret for at tjene masser af penge. Han kan nemlig garantere, at alle hans patienter taber sig. Det er her, kriminalkommissær Anton Bjergs (Ole Thestrup) 40 forsvundne kilo kommer tilbage i historien.
En mega-overvægtig milliardær – vi ser ham aldrig – dør nemlig under mystiske omstændigheder, hvem er morderen, og hvad er det med den slankekur?
Ole Thestrup, vanligt grandios i den bredbringede jyske humor, må på banen over for Asger Rehers skæg-effektive slankelæge, Joy-Maria Frederiksen spidst-sjove klinikkens altmuligkvinde og Pia Rosenbaums rundhoftede hverdagsdansker, Yvette Jørgensen, der leverer et af forestillingens skæggeste øjeblikke, da hun giver kendisserne og sladrepressen en gevaldig opsang.
“Uden mig fandtes I slet ikke,” skælder hun til David Rousings betuttede cykelrytter, der er stået af Tour de France og nu gemmer sig på klinikken. Om resten af patientholdet – Troels II Munks storbugede borgmester, Kristian Høgh Jeppesens fyldige computernørd – må man sige, at de fylder rollerne nydeligt ud, lige som Johanne Louise Schmidt, nyt talent, har spids sødme som komediens unge heltinde.

Jo, jo, vi er skam godt underholdt, selv om vi vel ikke ligefrem taber os af grin.

Skrevet af: Benjamin Skals

Et Dukkehjem havde premiere på Det Kongelige Teater 21. december 1879 i København. Som i vore dages reality-shows skulle folk, som noget nyt, have opfattelsen af at kigge ind gennem den „fjerde væg“ og få indblik i alle de intriger, der foregik bag hjemmets fire vægge. En dagligstue hos det pænere borgerskab var ofte kulissen.
Med Et Dukkehjem ændrede Ibsen teatret for altid. Det var det moderne gennembrud på teatret, og publikum var i chok over slutningen. Siden er Nora gået fra hus og hjem mange gange over hele verden. Og det må vist siges at være temmelig kontroversielt selv den dag i dag.

Det bliver Krønikens „Søs“ Maibritt Saerens, der netop nu har stor succes med Katarina i Trold Tæmmes, som skal fortolke folketeatret.dk’s nye Nora

Skrevet af: Benjamin Skals