AFR er helt sikkert en af de mest omtalte filme i 2007 (allerede før den blev vist…) og det skyldes filmens provokerende handling: Den nuværende Statsminister Anders Fogh Rasmussen bliver myrdet – og den hovedmistænkte er hans homoseksuelle elsker. Og så er det ikke en ‘rigtig’ spillefilm, men en skaldt ‘Mockumentary’. Mockumentary, det betyder, at filmen er klippet sammen af originaloptagelser fra nyhedsprogrammer og (helt fiktive) nye scener. Denne genre leger med vores virkelighedsbegreb og er en meget postmoderne form af satire.
Nu kan man selvfølgelig være bekymret over, at statsministeren bliver myrdet, selv om det bare er fiktivt. Det ku’ da være inspiration til folk på gaden, ik’? Men til at forklare det: Nej, filmen opfordrer ikke til vold imod politikere. Og Anders Fogh i filmen er ikke Anders Fogh i virkeligheden. Ja, Anders Fogh har selv sagt i Jyllands Posten, at et samfund bliver mest frit og oplyst når der findes modige mennesker som tør provokere og tør kritisere autoriteter… Og det benytter producenterne for at legitimere filmen. Og så bliver AFRs elsker spillet af selve instruktøren… smart.
Men som instruktren Morten Hartz Kaplers bekræfter, handler filmen egentlig ikke så meget om Danmarks statsminister. Den handler faktisk om en stor og tragisk kærlighed mellem to vildt forskellige mænd (Anders Fogh Rasmussen og anarkisten Emil) – og så om magt, ideologi og ensomhed. Ja, historien kunne lige så godt have været fortalt som en politisk Hollywood thriller, men det er mockumentary-formen som gør den så intensiv og seværdig.
Selve filmen er da meget godt lavet og dybt fascinerende. Den kan være ulækker når den fortller om Emils seksuelle eksperimenter og den kan være sjovt satirisk når man hører Pia Kjrsgaard sige, at “han var jo bøsse, det var kendt for enhver” (hun talte egentligt om Pim Fortuyn, den hollandske politiker der blev myrdet, og ikke om AFR). Og den kan være forvirrende når hovedpersonen Emil vil lave en film, men bliver afvist fordi den er “ikke realistisk nok” og hvad så med den her film? Og så er filmen bare provokerende og trist når AFR bliver myrdet fordi han bare ville hjælpe den tredje verden. Det er faktisk svært at sige om den fiktive Anders Fogh er en god person eller ej. Han er vel lidt for magtsulten og ideologisk, men han prøver i hvert fald at redde verdenen og er måske kun en offer af systemet.
Skuespillerne spiller autentisk og redigeringen er fremragende, men der mangler måske en kommentators speak. Uden kommentarspor forgår historien delvis lidt for hurtigt og virker ikke som en almindelig dokumentation. Men det er da kun en lille skønhedsfejl.
Filmen er en af de mest specielle filme jeg nogensinde har set og er et mesterstykke i filmkunst. Den er utrolig fascinerende fordi den er sand og løgn på samme tidspunkt. Som undertitlen passende siger: “I sandhed en utrolig løgn”.
Skrevet af: Bror Giesenbauer
