Mordets Melodi

”At se et hørespil”

En ting er at lytte til et hørespil. Noget andet er at se det.  Fredag og lørdag gæstede Det Kongelige Teater Aalborg Teater med forestillingen ”Mordets Melodi”.  Forestillingen er en ny udgave af Tavs Neiiendams kultradiospil fra 1951. Den originale udgave af hørespillet er dog også tilstede som brudstykker i forestillingen. I et sammensurium af lyd, musik, scene og skuespil opretholdes spændingen og uhyggen. Samtidig er humoren et konstant element.

 

Humoren i lydene

De fire skuespillere, Rasmus Botoft, Tina Gylling Mortensen, Lisbeth Wulff og Esben Pretzmann udgør alle rollerne i forestillingens mordgåde, hvor en syngende morder myrder unge kvinder ved navn Sonja. Skuespillerne akkompagneres af de to musikere Søren Kjærgaard og Jens Bjørnkjær, der står for stemningsmusik og lydeffekter. Et element der er vigtigt for stykket er netop disse lydeffekter, som skuespillerne i ligeså høj grad står for.  Lyden samler nemlig stykket på flere måder. For det første giver de stykket mening som hørespil. Derudover giver det udtrykket ”at se et hørespil” mening, idet alle lydeffekterne laves fysisk ved brug af forskellige remedier.  En telefonboks bliver en papkasse over hovedet, dødsfald er vandmeloner der knuses på gulvet. Både hverdagsagtige og frygtelige hændelser kan blive sjove, fordi man ser noget andet end man hører! Scenen er fuld af kaffekopper, sko, ure, sodavandsflasker, papir der krølles og en radio med en frygtindgydende latter.  Lyden er humoristisk. Der overdrives og overraskes når en ny genstand skaber lyd og sammenhæng.

 

Stykket kan varmt anbefales som en utrolig humoristisk oplevelse! Skuespillerne formår at holde stykkets spænding og samtidig bringe ironien på banen.

 

Du kan høre Mordets Melodi fra 1951 her: http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Mordets+melodi&type=all&limit=120

 

Af Mathias Nesgaard og Stine Adelskov

 

-->