Om Stationen

Stationen er UngAalborgs ungdomskulturhus på Stationsvej 10 i Nørresundby. Huset er en platform for alle unge i alderen 13-25 år i Aalborg kommune, hvor man kan udvikle sig sammen med andre unge med fokus på fællesskaber, læring og trivsel gennem musik, medier, film & gaming.

Når du træder ind på Stationen, vil du med det samme opleve at blive omfavnet af et farverigt kulturlandskab med spændende aktiviteter og et stærkt fællesskab. Vi rummer uendelige muligheder for kreativ udfoldelse og kan tilbyde vejledning i lige præcis den retning, du ønsker. Stationen er på mange måder dét, som du gør det til. 

I sin fysiske forstand er Stationen en nedlagt jernbanestation fra 1871-1971, hvorefter UngAalborg erhvervede sig bygningerne, og forvandlede det til et kulturhus for unge i Aalborg Kommune. I dag består huset af forskellige kreative laboratorier: MedieLab, GameLab og MusicLab; rum, hvor det er muligt at udføre forsøg, eksperimentere, skabe og dele dét som du brænder for.

Omdrejningspunktet med dét vi gør i UngAalborg, er de unge – og I er alle velkomne! Vi tilbyder et kreativt rum med plads til at dyrke dine interesser, få nye interesser og blive en del af noget større end dig selv i meningsfulde og lærerige relationer. Den kreative proces er vigtig og central for dét, som sker på Stationen, men vores vigtigste formål er at guide unge til positive oplevelser i sociale sammenhænge. På den måde vil unge i fællesskab med andre unge opleve at vokse, at finde en drivkraft, passion og gå-på-mod til livet således de rustes til en fremtid, vi ikke kender.